Hvem er Bitten Damgaard

Fra husmor til kunstmæcen. Efter et langt liv i kultur og kunstens tjeneste er hendes liv blevet til danmarkshistorie. 
Bitten Damgaards liv blev ikke som hun havde forestillet sig. Hun kunne være endt som præstefrue i et indremissionsk hjem i Norge, men Aage Damgaard kom forbi. De blev gift og hun flyttede fra København til Herning, og en helt ny verden åbnede sig for hende. Hun voksede op i et præstehjem og endte midt i den hektiske tekstilindustri. Hun blev mor til fem børn og en uundværlig støtte for Aage, der ejede skjorte-fabrikken Angli. Hun blev hvirvlet ind i Aages vilde ideer med kunstnere ansat på fabrikken, og flere af dem boede privat hos dem. Skjorterne blev skiftet ud med bøffer, og Bitten blev en del af restaurant A Hereford Beefstouw. 
Bitten Damgaard har været initiativtager og en støtte til mange projekter især omkring Herning. Hun har haft stor betydning for Gjellerup Kirke, Højskolen Skærgården og Job-banken. Aage og hendes kunst forærede de til Herning Kunstmuseum, og samlingen er i dag fundamentet for kunstmuseet Heart.

Johs. Poulsen 

Fmd. kulturudvalget, Radikale Venstre, Herning 

Bitten Damgaard er centrum for alt, det vi i Herning står for, når vi taler kunst og kultur. Vi står på det fundament, hun og Aage skabte via samarbejde mellem kunstnere og erhvervslivet. Og i dag kan vi indføje Herning Kommune i samarbejdet. Engang blev der set lidt skævt til deres ideer og den moderne kunst, men i dag er det, hvad vi ranker ryggen over og med glæde fortæller andre om. Bitten Damgaard har simpelthen ikonisk status her i byen. 

Vibeke Lundbo 

Forstander, Højskolen Skærgården 

Bitten Damgaard var i 1972 med til at stifte Familiehøjskolen Skærgården og har siden siddet i bestyrelsen. Hun nærmer sig sit 50-års jubilæum i spidsen for en højskole, som hun har præget med ånd, engagement, sans for kunst og kultur og ikke mindst gode værdier. Takket være Bitten Damgaard har vi i dag en smuk og velfungerende højskole, hvor den oprindelige ånd er intakt med både hjerterum og faglighed - og hvor mennesker stadig kommer for at tage livet på sig og skabe positive forandringer

Mads Bille 

Kunstnerisk Chef, Den Jyske Sangskole . Tidl. dirigent Herning Kirkes Drengekor 

Bitten Damgaard har igennem flere menneskealdre været definerende for Hernings forståelse af kunstens rolle i samfundet, som et livsnødvendigt supplement til byens stærke fokus på handel og sport. Selv har jeg igennem de sidste 30 år diskuteret samtlige de nye initiativer, jeg har ønsket at virkeliggøre, med Bitten, inden jeg er gået videre med dem. Bitten Damgaards ungdommelige og klart strømmende begejstring, når hun lytter til en koncert, ser en udstilling, smager en god vin eller får præsenteret en højloftet idé, er en livgivende inspiration for hendes omgivelser. Efter en dag eller en aften i Bittens selskab føler jeg mig både inspireret og stærkt forpligtet til at gøre mit til at skabe en bedre og smukkere verden.  

Maja Lisa Engelhardt 

Kunstner

Det er vidunderligt at kunne sætte en forbindelse til et menneske og en ven, når det går via kunsten og kristendommen. Bittens tilstedeværelse i mit liv er på intensiv måde forbundet med de to begreber. Højdepunktet i den symbiose blev vores udsmykning af Danmarks ældst daterede kirke, Gjellerup Kirke, ved Herning. Jeg siger "vores", fordi vi sammen så glædeligt, og uden kompromis, fik givet kirken sit tidsaftryk. Kristus levede blandt os for ikke mere end ca. 80 generationer siden - det er kort tid, som skiller os. Bitten med sin rige alder er ikke så langt fra den tid og alligevel så tilstedeværende i vores tid


CV BITTEN PINHOLT DAMGAARD, født Birgit Pinholt Jørgensen

94 år, bor i Herning

Bitten er hendes kælenavn, som opstod i barndomshjemmet, og hun har kaldt sig det siden.

1927 Birgit Jørgensen født på Frederiksberg. Datter af Maria Pinholt Jørgensen og Andreas Jørgensen, lærer og senere præst.
1945 Student fra Rysensteen Gymnasium i København 1949 Massøse/fysioterapeut fra Teilmann Instituttet i København
1950 Bitten bliver gift med Aage Damgaard og flytter til Herning
1951 Får sit første barn Søren Damgaard. Herefter Lars 1954, Nils 1956, Henrik 1960 og Birgitte 1963
1952 Gadegaard udsmykker kantinen på Angli-fabrikken Th. Nielsens Gade i Herning
1957 Angli-fabrikken dekoreres af Gadegaard og kaldes "den sorte fabrik"
1965 Angli flytter til den runde nybyggede fabrik i Birk ved Herning
1968 Angli-gården udsmykkes af Carl-Henning Pedersen
1971 Den første A Hereford Beefstouw-restaurant åbner i Lund ved Herning
1972 Familiehøjskolen Skærgården åbner. Formand siden 1982
1975 Skjortefabrikken lukker
1976 Angli-fabrikken bliver til Herning Kunstmuseum
1982 Får sit første barnebarn. Farmor til Thomas Damgaard, søn af Lars Damgaard
1991 Aage Damgaard dør 1991 Formand i familiefirmaet Aage Damgaard ApS
1991 Bestyrelsesmedlem i Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum og Herning Kunstmuseum
2004 Bestyrelsesmedlem i Jobbanken i Herning. Formand siden 2010
2009 Kunstmuseet Heart åbner
2013 Får sit første oldebarn. Oldemor til Elmer, søn af Thomas Damgaard

Forlaget Trunte Lunte
Drevet af Webnode
Lav din egen hjemmeside gratis! Dette websted blev lavet med Webnode. Opret dit eget gratis i dag! Kom i gang