Et liv med børn, skjorter, bøffer og kunst
Historier bag Bittens fotos fortalt til journalist Anne Holst Moulvad.
Bitten Damgaards fotos er grundlaget for denne bog, og ud
fra dem fortæller hun spændende historier fra et langt liv, som hun som ung
slet ikke havde fantasi til at drømme om.
Hendes fotos ligger meget tilfældigt placeret i hendes hjem i Lund ved Herning. Hun har boet der,
siden hun blev gift med Aage Damgaard i 1950. Hun har mange spændende fotos med kulturhistorisk
værdi. I en kasse ligger der fotos fra tiden med skjortefabrikken Angli. I en skuffe, i en tilfældig stak,
ligger der fotos af nogle af alle de kunstnere, som har været en del af Bitten og Aages liv. På væggen
hænger der familiefotos af hendes fem børn og Bittens ophav og barndom. I en reol står der
fotoalbums med fotos fra tilfældige begivenheder, rejser og fester.
Hendes liv spejler Danmarks historie de sidste 100 år især med fokus på kunst og kultur.
Det er blevet til 80 historier og 250 fotos
I bogen er der familiefotos og mange begivenhedsfotos, som tilsammen fortæller en livshistorie om en kvinde, som har levet i en tidsalder, hvor verden har udviklet sig enormt. Bitten er født i 1927. Det er før fjernsyn, internet og penicillin blev opfundet.
Kunst er omdrejningspunktet
Bogen er fyldt med historier om kunst og kunstnere. Paul Gadegaard, Asger Jorn, Piero Manzoni, Robert Jacobsen og Svend Wiig Hansen. Bitten har kendt dem alle personligt.
Her et uddrag fra historien:
En fabrik bliver til et kunstværk
Vi henvendte os til galleriejer Børge Birch i København og efterspurgte en ung lovende kunstner,
som var villig til at bo i Herning i en periode og udsmykke fabrikken. Han skulle være ung, fordi han
skulle være til at betale.
Børge Birch pegede på Paul Gadegaard, og i 1952 kom han til Herning. Dengang havde vi en
fabrik, hvor Aage ville lave en kantine, som det ikke var normalt at have dengang. Gadegaard
blev huskunstner og ansat på vores skjortefabrik Angli. Han boede til leje hos Aages bror, Knud, og han var meget
anderledes, end de var vant til. Jeg skal love for, at han skabte ravage i bybilledet i Herning.
Gadegaard var respektløs og fandenivoldsk og havde et sprog, som det indremissionske Herning
ikke var vant til. Når han gik rundt i gaderne, havde han altid en ren hvid kedeldragt på uden
malerpletter.
For Aage var to ting vigtige. Kunsten skulle være der, hvor folk var, og kunstneren skulle have totalt
frie hænder. Gadegaard indrettede kantinen meget radikalt. Han malede vægge og lofter med sine
meget stærke og karakteristiske farver. Det blev alletiders kantine i et kælderrum, hvor bl.a. alle
vandrørene blev malet i forskellige farver. Det blev nærmest et offentligt rum i Herning. Foreninger
og klubber lånte kantinen til møder, koncerter, skuespil og oplæsninger