Kommentarer og nye historier
Bogen har fået mange positive kommentarer og oplysende historier i tilknytning til bogens emner.
Dette brev har jeg fået tilladelse til at dele. Det fortæller en historie om, hvilken indflydelse Aage Damgaard med sine "skøre ideer" har betydet for Knud Erik Mark. Nederst kan I se hans CV. Han har arbejdet indenfor landbrug. Er i dag pensionist og holder bl.a. foredrag om sin mormor, som fik ikke mindre end 19 børn.
Kære Anne Moulvad
Jeg har med stor interesse lige læst din bog om din svigermor Bitten Damgård og hendes mand Aage Damgård. Det er en fysisk tung bog med et vægtigt indhold. Bogen har gjort indtryk på mig og også rusket op i gamle minder med Bitten og Aage Damgård, som måske også kan ses som et supplement til din fine beskrivelse. Jeg har kendt Aage lige siden jeg var dreng (og jeg er nu 81 år). Han kom da til min mor og far: Else og Charles Mark , som da boede på Mosegården imellem Kølvrå og Karup. Hans ærinde var at ville sælge malerier til min mor og far. Mine forældre var daværende ret nyetablerede, så min far sagde, at han hellere vil have en ny plov end malerier, selv om mor og fars malerier dengang kunne trænge til en opstramning. Til dette svarede Aage: "Charles det vil gå meget bedre med dit landbrug, hvis du også interesserede dig for kunst ". Min far var ellers en meget dygtig landmand , som senere blev belønnet med sølvmedalje for landboflid, mv.
Men det rigtige i Aage´ s udsagn var jo, at hvis man også interesserede sig for andet end sit landbrug og derved øgede sin horisont, så ville dette indirekte også gå bedre med landbruget.
Senere købte mine forældre en meget forsømt hedegård imellem Kaarup og Sdr Resen, og jeg har således været med til at opdyrke ca. 70 tdr land hede, hvilket jeg dengang følte var en ædel sag : Det at forvandle gold jord til jord, som kunne give mad til dyr og mennesker. Det er nyt og tankevækkende for mig at læse, at det var C.Th . Sørensen, som stod for anlæggelsen af Kongenshus Mindepark, hvor jeg har færdedes mange gange.
En tyr bag grillen på A Hereford Beefstouw
Du skriver også i din bog om åbningen af den første A Hereford Beefstouw i Lund i 1971. Til denne åbning havde Aage forinden henvendt sig til min far, om han kunne låne hans Herefordtyr, idet min far på dette tidspunkt havde landets bedste tyr, idet den året forinden var blevet champion på skuet i Herning. Til Aages ønske svarede min far i første omgang, hvor mange køer og kvier han skulle have bedækket, hvortil Aage svarede, at det slet ikke var det, han skulle bruge tyren til , men i stedet til åbningen af hans første Beefstouw.
Aage fik lov at låne tyren, og den ca. 1 tons tunge tyr blev manøvreret ind i restauranten med hovedet over grillen, hvor der så var en masse fotografer og journalister, som beskrev optrinet.
Aage fik jo derved en masse gratis omtale i dagbladene, hvorved restauranten blev kendt. Du har jo selv i bogen - på side 156 - beskrevet, hvordan der også blev anvendt en levende herefordtyr til åbningen af restaurant nr 2 i Aabenrå i København. Det var her, at Aage havde lånt en tyr fra C.C. Scavenius fra "Klintholm" til denne seance. Det er forøvrigt Scavenius som trækker tyren på fotoet på side 156 og ikke som anført borgmester Urban Hansen.
I det hele taget havde Aage et ret stort ønske om at blive en dygtig herefordavler, men han kendte godt sine begrænsninger på området, hvorfor han ofte kontaktede min far og jeg i den anledning. Således hjalp vi ham bl a da han via import af hereforddyr ville have nyt blod i sin besætning. Vi var således ofte med i karantænestalden lidt nord for Lund for at besigtige dyrene , ligesom vi hjalp ham med at udtage dyr til Ungskuet i Herning, og Aage var meget glad, da han efter flere års tilløb endelig fik en fløjplads med tyren "Angli 102". Glæden udmøntede sig senere ved, at tyren blev foreviget på et maleri af kunstneren Svend Såbye. Dette maleri har jeg set flere gange , bl a på restauranten ved Tivoli og restauranten i Århus.
På side 164 er du også inde på en beskrivelse af de stativer, som blev lavet til salatbarerne i restauranterne. Jeg syntes, at de var meget flotte. og jeg savner faktisk lidt disse salatbarer , da de for mig var blandt de bedste i Danmark. Jeg kom forøvrigt privat sammen med Kristian Andreassen fra Almind værk, som jo lavede endebundene til disse salatbarer.
På tidspunktet omkring 1970/71 , hvor Bitten og Aage gik med planer om at opstarte A Hereford Beefstouw kæden, gik jeg på den Kgl Veterinær og Landbohøjskole i København. Som afslutning på uddannelsen skulle man lave en hovedopgave, som talte dobbelt op karaktermæssig. Jeg havde valgt et emne , hvori indgik en analyse mv af kødkvæghold, som var et relativ nyt erhvervsområde dengang. Aage havde fået kendskab til dette og henvendte sig til mig, om han kunne låne opgaven, når den var færdig, hvilket jeg indvilgede i. Et par måneder efter, at Aage havde lånt opgaven ringede Aage til mig en sommeraften. Det første han sagde var: "Det er Aage", - så vidste jeg godt hvem Aage det var. Det næste han sagde var :
Ka`så `en knæjt æ skryw, så a ka løs det !
Det udsagn har hængt ved , forstået på den måde, at man skal ikke forstille sig og give sig ud for mere en hvad man er. Min undskyldning for resultatet var jo, at afhandlingen jo var skrevet med ret mange fine fremmedord for, at jeg kunne få en god karakter af min professor, men det kunne altså ikke dupere Aage, og dengang vidste jeg så heller ikke, at Aage var ordblind.
I bogen har du på side 125 et foto , hvor Carl Henning Pedersen har dekoreret et gipsben, som Bitten har brugt. Der er således sket en form for forvandling fra et fysisk problem til givende kunst. Noget lignende har jeg oplevet med Aage, som jeg vil slutte af med.
Som 21 årig var jeg udsat for en meget alvorlig ulykke med lammelser til følge, som i første omgang medførte 14 måneders sygehusophold, hvorefter jeg resten af livet skulle benytte mig af krykstokke. - Dette fører mig frem til en beskrivelse af et forløb, hvor Aage ville lave nye krykstokke til mig.
Starten opstod på dyrskuepladsen i Herning, hvor Aage og jeg stod og talte om hans Hereforddyr på udstillingen. Medens denne snak forløb kunne jeg ligesom mærke, at Aage også havde sine tanker en andet sted end det, vi talte om. For pludselig ændrede han emne og sagde: "Hvad er det for nogle elendige stokke, , du står med", hvortil jeg svarede, at det jo var stokke, som jeg var forsynet med fra det offentlige system. Hvor efter vi igen ændrede emne og begyndte at tale om Herefordudstillingen på dyrskuet. Jeg var så knap kommet hjem efter en lang og anstrengende sidste dyrskuedag, hvor telefonen ringede klokken ca. 19, hvor der i telefonene lød: "Ja - det er Aage , - ka`do kom i hernie i morgen " ? - Jeg var udover træthed lidt overumplet, hvorfor jeg nølende svarede "; Ja aa Hva`da "
Hvortil Aage svarede:
Jamen, det er de stokke, wi ska ha`gjo nøj ve".
Det fremgik herefter af vores samtale, at Aage efter han var kommet hjem fra dyrskuepladsen hen på eftermiddagen havde haft kontaktet en glasfiberfabrikant fra Sunds, en Riffelskyttefabrikant fra Fredericia, en Overlæge fra Holstebro, og en sygeplejerske. Og Aage sagde, at alle disse 4 mennesker kunne stille dagen efter - en søndag formiddag- nede i Lund. Da alle disse mennesker jo derfor ville komme til stede for min skyld, sagde jeg også ja til at komme til stede, selv om jeg var meget træt.
Aages ide var , at han ville lave nye krykstokke til mig, som var bedre end dem jeg havde.
De skulle være således, at grebene fordelte trykket noget mere via arm og hånd, hvilket jo var genialt tænkt med henblik på min fysiske tilstand fremadrettet. Så vi gik i gang, så inden jeg havde set mig om havde jeg smidt skjorten, og sygeplejersken gik i gang med at lave en gipsafstøbning af min arm. Det var så herefter glasfiberfabrikantens opgave at transformere gipsafstøbningen til plast, hvorefter riffelfabrikanten til sidst skulle udfærdige tingene til træ. Overlægen skulle overvære, at alt det fysiske var helt i top med den valgte løsning. Alle var meget optaget og opsatte på projektet, og vi aftalte så, at vi alle skulle mødes ca. 2 måneder efter igen i Lund, hvor prototypen skulle være klar. Det var så blevet efterår, og jeg smed overtøjet og prototypen på stokken passede perfekt , hvorved trykket på håndfladen blev mindsket markant og fordelt mere ud. Men det vi ikke havde taget i ed var det danske vejrskifte, for det var jo nu blevet koldere, så jeg - og også andre - var jo nu nødt til at bære en skjorte i stedet for en T shirt og måske også en trøje og prototypen af krykstokken, som før passede perfekt på den bare arm, blev jo nu forskubbet ud ad pga skjorte og trøje.
Vi stod vel alle fem lidt forstenet og tænkte , hvad gør vi nu ? indtil Aage sagde følgende: "Vi designer tøj til dig , Knud Erik". Vi andre havde dog lidt svært ved at se det langsigtede i denne løsning, og vi måtte nødtvungen standse projektet.
Aage kunne dog ikke få sin ide ud af hovedet og vendte flere gange tilbage til mig, om vi ikke skulle prøve det og det, men til sidst måtte også han opgive.
Men selve projektet lærte jeg meget om, hvordan en igangsætter som Åge arbejdede.
Først og fremmest ville han forsøge at gøre tingene bedre end de var, og jeg tror ikke, at han kastede sig i gang med projektet for at gøre en forretning ud af det. Han illustrerede også, at man var nødt til at inddrage andre med den specialviden, som han ikke selv havde.
Der gik så en del år . Aage var i mellemtiden død - og Bitten havde sagt ja til at udstille noget af den kunst i Kongrescentret, som Åge og hende havde samlet igennem tiden. Min hustru og jeg var nede for at se udstillingen, og da vi havde gået rundt en del tid for at se malerier, kom vi til sidst hen til en glasmontre med effekter fra Aage og Bittens liv. - Og hvad lå så der imellem alle disse effekter ? ja der lå en metalafstøbning af min hånd ! Det var ret overvældende for mig at se sin egen hånd udstillet samtidig med at hele handlingsforløbet - som bekrevet ovenfor - blev genopfrisket for mig.
Da jeg havde samlet mig lidt gik jeg over til Bitten Damgaard , som stod lidt derfra og talte lidt om Aage og metalafstøbningen af min hånd, og til sidst i vores samtale sagde Bitten Damgaard til mig : "Ved du hvad Knud Erik - du skal have denne afstøbning efter at udstillingen her er slut- Det er jo et minde du og Aage havde tilsammen ".
Hånden ligger nu på mit skrivebord som et kært minde
Også et minde , der symboliserer, hvordan et fysisk problem kan blive til givende kunst.
Venlig hilsen
Knud Erik Mark, Søvej 15, Viborg
